Hjem
Fakta
Leverforeningen
Levernyt
Rigshospitalet
Sponsorer
Forsikringer

Vær opmærksom på dine forsikringer.

Al forsikring, uanset det drejer sig om ting -  eller personforsikring bygger på solidaritet. Det betyder, at de der er så heldige ikke at blive ramt af et uheld, betaler til dem der får en skade.

Dette princip var det samme så langt tilbage som i 1400 tallet. Dengang tegnede godsejerne i de små Engelske "Coffee-Houseƒs", forsikring på den måde at alle godsejerne indbetalte til en pulje, som skulle bruges til den uheldige godsejer, hvis skib forliste eller blev røvet. Til gengæld fik man del i overskuddet, når skibene kom heldigt hjem. På samme måde i dag, man betaler en præmie beregnet udfra risikoen for skade og hvor stor denne skade kan blive, til gengæld er man sikker på at få erstatning, hvis der sker en ulykke som er omfattet af forsikringsbetingelserne. Derfor beregner forsikringsselskabet en præmien udfra risikoen for ovennævnte. Hvor meget den enkelte skal betale i præmie og hvilke forsikringsvilkår der er gældende for forsikringen, afhænger af risikoen for skade.For en tingsforsikring kan det f.eks. være af betydning, hvor stor sandsynligheden for tyveri eller brand er. Har man et hus med stråtag er man mere udsat for skade og skadens omfang bliver større end hvis husets tag er af teglsten. I det følgende vil jeg kort gennemgå, hvad der kan være relevant for på de forskellige forsikringer, liv -, ulykke -, og rejseforsikring. 

    Liv og ulykkesforsikring:

    En livsforsikring dækker ved død, uanset om dødsfaldet skyldes sygdom eller en ulykke, medens en ulykkesforsikring dækker ved død eller invaliditet, men det er en forudsætning for dækning, at der er sket en ulykke, som defineret i betingelserne.Man kan være dækket på en kollektiv liv - eller ulykkesforsikring, tegnet af en arbejdsgiver eller af et forbund. En kollektiv forsikring er kendetegnet ved, at der ikke skal afgives helbredsoplysninger, når man indtræder i forsikringen og det betyder, at alle uanset helbredsoplysninger er dækket på forsikringen, på samme vilkår og til samme præmie. Skal man derimod tegne en individuel livs - eller ulykkesforsikring skal man afgive helbredsoplysninger.

    Et selskab kan vælge at antage forsikringen på et af nedenstående vilkår:

     På normale forsikringsbetingelse og til normal tarifpræmie.

  • Med en klausul om, at forsikringen ikke dækker en bestemt sygdom eller invaliditet.
  • Med et tillæg på præmien, fordi selskabet har beregnet at man udgør en forøget risiko.
  • Med både en klausul og præmietillæg.
  • Eller måske en afvisning af forsikringen.
  • Bedømmelsen foregår i henhold til det enkeltes selskabs risikovurdering og antagelsesregler og kan variere fra selskab til selskab.Nogle livsforsikringsselskaber lader Foreningen til bedømmelse af Personforsikringsrisiko vurdere deres antagelse af forsikringer. Dette sker kun efter samtykke fra den forsikrede og er underlagt lovgivningens regler om aktindsigt og registreringspligt. Foreningen foretager bl.a. den helbredsmæssige risikovurdering der sikrer en ensartet og rimelig vurdering, og er samtidig garant for, at det nyeste lægelige stof indgår i vurderingerne.

    For personer med kroniske lidelser sker der løbende ændringer i måden, hvorpå selskaberne vurderer risikoen. Lægevidenskaben bliver klogere, operationsmåderne bliver bedre og bivirkningerne af en evt. medicinbehandling kan blive formindsket.

    Rejseforsikring:

    Indboforsikringen dækker ved ferierejser bagagen mod bl.a. tyveri og brand, og samtidig dækkes det erstatningsansvar, man kan idømmes.

    Som tillæg til indboforsikringen, tilbyder de fleste selskaber en årsrejseforsikring. Denne forsikring tegnes uden helbreds-oplysninger og dækker:

    Alle husstandens medlemmer.

  • Under ferierejser i indtil 1 måned i Europa og uanset antal rejser.
  • Skadehjælp i udlandet
  • Sygeledsagelse, hjemkaldelse, erstatningsrejse, udvidet ansvar, kautionsforsikring, rejsegods -, retshjælps - og ferieboligforsikring.
  • Rejseafbrydelse, tilkaldelse, transportforsinkelse, ferieboligforsikring, og overfalds- og ulykkesforsikring.
  • De nærmere vilkår fremgår af de enkeltes selskabers betingelser.

    ærsrejseforsikringen dækker ikke hospitals - eller lægebehandling eller hjemtransport ved sygdom, dette dækkes af den offentlige rejseforsikring, som alle danskere er dækket af via det gule sygesikringsbevis. 

    Det er dog en forudsætning at der er tale om:

  • Ferierejser eller
  • Studierejser for egen regning
  • At rejsens varighed er max. en måned
  • Og rejsen går til Europa
  • For rejser i de nordiske lande, Færøerne, Grønland og Storbritannien gælder særlige regler. I disse lande er der indgået særlige aftaler, hvorefter danskere kan få akut behandling på sygehuse og hos læger. I tilfælde hvor hjælp eller særlige regler ikke er så omfattende, som rejsesygesikringen, kan der ydes supplerende hjælp efter rejsesygesikringen. Oplysning om de særlige regler giver på kommunernes social- og sundhedsforvaltninger.

    Forsikringen dækker behandlingsudgifter til lægehjælp, lægeordineret sygehusophold, smertestillende  tandbehandling, transport, hjemtransport også af rejsedeltager eller hjemtransport ved dødsfald, hotelophold også for rejsedeltager og ekstraordinære rejseudgifter. Listen er ikke dækkende og man bør altid indhente aktuel brochure hos kommunen.

    Har man en kronisk lidelse er denne dækket, såfremt den ikke:

  • Har medført hospitalsindlæggelse inden for de sidste 2 måneder før afrejse fra  Danmark.
  • Har medført ændret medicinering inden for sidste 2 måneder før afrejse fra Danmark.
  • Vær især opmærksom på, at den kroniske lidelse ikke er dækket, såfremt:

  • Man ikke har søgt læge for lidelsen, uanset man måtte have viden om eller formode, at lidelsen var behandlingskrævende eller væsentlig forværret inden afrejsen fra Danmark.
  • Man er opgivet eller har fået afslået behandling i Danmark. Dette gælder også, såfremt man selv har afslået behandling.
  • Er man i tvivl kan man altid rette henvendelse til den stedlige socialforvaltning.

    Ved rejse udenfor Europa skal man selv tegne rejseforsikring der dækker ovenstående.

    Uanset hvor i verden man begiver sig hen, er det en god ide at tegne afbestillingsforsikring. Denne forsikring dækker de udgifter man har haft til rejsen, såfremt man pga. sygdom eller død hos rejsedeltager, den nærmeste familie (se betingelserne) eller en selv, ikke kan gennemføre rejsen.

    Ovenstående er nogle generelle oplysninger, som kan variere fra det ene selskabet til det andet. Er man i tvivl om dækningen på forsikringen kan man altid spørge sit forsikringsselskab.

    Er man i tvivl om hvordan det offentlige dækker ved rejser, så spørg kommunen eller ved anden rejseforsikring det pågældende rejseforsikringsselskab.

    Jytte Jensen; Alka Forsikring

     

[Hjem] [Fakta] [Leverforeningen] [Levernyt] [Rigshospitalet] [Sponsorer]