|
Så er
Leverforeningens medlemsmøder i Vejle og Roskilde overstået. Bestyrelsen glæder
sig over, at der var rigtig god tilslutning til møderne.
Ved begge møder
holdt diætist Mette Borre, Aarhus Universitetshospital foredrag om ”Ernæringens
betydning ved leversygdom”, og nedenfor er der et referat af hendes
indlæg.
Ligeledes var der
ved begge møder et foredrag om ”Autoimmun hepatitis” v/hhv. overlæge,
Ph.d. Henning Grønbæk, Århus Universitetshospital og overlæge Fin Stolze
Larsen, MD, Ph.d., Rigshospitalet. Alel foredrag var yderst interessante, og
efter indlæggene var foredragsholderne meget villige til at besvare spørgsmål
fra
deltagerne, hvilket altid er kærkomment.

Billedet viser
overlæge Fin Stolze Larsen, Rigshospitalet i samtale med et af vore medlemmer.
------------------
o o o --------------------------
Referat
af foredrag ved klinisk diætist Mette Borre, Hepatologisk Afdeling, Århus
Universitetshospital, Århus Sygehus.

Indlægget
henvendte sig dels til den gruppe af patienter, der i forbindelse med
leversygdom har mistet appetitten og dels til den gruppe, der efter en evt.
levertransplantation har genvundet appetitten og taget for meget på i vægt.
75 % af patienter
med leversygdom har problemer med tab af vigtig muskelmasse, appetit og ændret
kropssammensætning. Leverens normale depot af sukker er mindsket og i stedet
omdannes muskler til brændstof. Det betyder tab af kræfter og mindsket
overskud til daglige gøremål. Appetitten kan være nedsat pga. evt. væske i
maven eller pga. selve leversygdommen. Samtidig er behovet for næringsstoffer
ændret blandt andet er behovet for proteinholdige madvarer væsentlig større
end normalt.
Den mad vi spiser
består af kulhydrat (kartofler, ris, pasta, brød, mel, gryn, sukker), fedt
(smør, olie, margarine, fløde etc.) og protein (mælk, ost, æg, kød, fisk
og fjerkræ). Behovet for protein er 1,2-1,5 g protein pr kg man vejer mod
normalt 0,8 g pr kg dvs. næsten fordoblet i forbindelse med leversygdom.
Det kan være svært
med nedsat appetit at spise mere til de enkelte måltider. Derfor er det en
rigtig god ide at øge mængden af mælk og syrnede mælkeprodukter samt
prioritere at spise ost, kød, fisk og fjerkræ. Mange har den opfattelse, at
det er meget vigtigt at sørge for at spise frugt og grønsager. Det er det også,
når man er rask, men i forbindelse med sygdom må man prioritere at få
proteinholdige madvarer samt sørge for at få dækket behovet for energi (også
kaldet kalorier eller kilojoule). Hvis man ikke kan spise tilstrækkeligt af
den almindelige mad er det en god idé at supplere med energi-og proteinrige
drikke, der kan købes med recept på apoteket. Der er også næsten altid
behov for tilskud af vitaminer og mineraler.
Hvis vægten er
steget fx pga. behandling med binyrebarkhormon eller pga. for god appetit efter
en levertransplantation skal man fortsat sikre en god indtagelse af
proteinholdige madvarer for at bevare muskelmassen. Dernæst kan man følge de
8 kostråd som er:
Spis frugt og
grønt – 6 om dagen. Frugt og grøntsager giver mange kostfibre og meget
væske samt vitaminer og mineraler – så spis derfor gerne 6 stykker dvs. 600
g frugt og grøntsager i alt. Alle typer af frugt og grøntsager kan anvendes.
Spis
kartofler, ris eller pasta og groft brød - hver dag. Ris, pasta,
kartofler, gryn og brød indeholder energi, kostfibre og har et lavt indhold af
fedt. Havregryn, rugbrød og groft knækbrød har det højeste fiberindhold og
giver en god mæthedsfølelse
Spis ofte fisk
og fiskepålæg – flere gange om ugen. Fisk
har et højt indhold af sundhedsfremmende stoffer. Spis gerne 200-300 g
fisk om ugen, hvilket svarer til ½ skive rugbrød dagligt med f.eks. sild,
torskerogn eller makrel i tomat.
Spar på fedtet
– især fra mejeriprodukter og kød. Kød
og mejeriprodukter kan indeholde meget meget fedt. Vælg derfor magert kød, pålæg
og magre mælkeprodukter. Vælg mælk
som let-, skummet-, mini-, eller kærnemælk. Syrnede mælkeprodukter bør også
være med et lavt fedtindhold. Skrab smør og margarine eller undlad det helt.
Brug mindre fedtstof til madlavning og hæld fedtstoffet væk efter
tilberedning.
Spar på sukker
– især fra sodavand, slik og kager. Der er meget sukker i sodavand,
saft, slik og kager.
Spis
varieret – og bevar normalvægten
Ingen madvarer
indeholder tilstrækkelige mængder af alle nødvendige næringsstoffer. Når
maden varieres ved at spise forskellige typer brød, frugt og grøntsager, kød,
fisk m.v. sikres en bedre dækning af næringsstoffer.
Husk
væske og sluk tørsten i vand
Vær
fysisk aktiv – mindst 30 minutter om dagen
------------------
o o o --------------------------
KOM
TIL LEVERFORENINGENS JULEMØDE
Lørdag
d. 24. november 2007 kl. 12.00
i
Sct. Georgs Gildernes Hus, Allégade 61, 5000 Odense C
(der
kan parkeres i gården samt langs med fortovet i gaden).
Hvis man ønsker
at blive afhentet på Odense Banegård Center, bedes dette oplyst ved
tilmeldingen med angivelse af ankomsttidspunkt samt antal personer.
Der vil ligesom
sidste år være juletræ og julemand med pakker til børnene.
Vi starter som vi
plejer med at spise en dejlig ”julemiddag” sammen - hertil kan
der købes drikkevarer.
Der vil være
auktion over sponsorgaver til fordel for Foreningen, og derefter rafles der om
fine præmier, som vi plejer.
Sammenkomsten
slutter med eftermiddagskaffe og kage.
Tilmelding senest
19. november 2007 til Anna Lise Thomsen, tlf.. 56 26 02 08 eller Kæthe
Jørgensen, tlf. 66 15 82 18. Foreningens e-mail kan også benyttes: formand@leverforeningen.dk
Vi glæder os til
at se rigtig mange af jer til vor julefest, hvor vi hygger os og har det rart
sammen.
------------------
o o o --------------------------
Fortsættelse
af Morten Frederiksens indlæg fra maj-nummeret af ”Levernyt” 2007:
Når telefonen endelig ringer (anden del).

Efter
at have levet i 6 år med tanken om at skulle have en ny lever, er det endelig
blevet min tur.
En
råkold og meget tidlig torsdag morgen sidst i november 2005 er jeg lige blevet
anbragt på operationsbordet.
(Det
kan måske virke lidt forvirrende, som jeg fortæller, men jeg skriver det i
den rækkefølge, det falder mig ind – Morten):
Ved
halv fem tiden om eftermiddagen, begyndte jeg at komme til mig selv på
intensiv afd.
Det
første, jeg sådan kan huske, er vel nok, at jeg lå og gloede lige ind i
nogle skabe, der til forveksling lignede noget fra HTH. Jeg er ikke tilsluttet
respirator, tænker jeg hvorfor ikke?
Er
jeg ikke blevet opereret eller hvad. Jeg kan mærke, at der ligger et eller
andet tungt på min mave, og der er slanger i mig alle vegne. Så begynder
sygeplejersken ved siden af sengen at tale til mig.
Hvordan har du det? Tja egentligt meget godt, hvor er min
kone? Jamen hun står lige udenfor sammen med din søster. Da de kommer ind, er
de ligesom sygeplejersken klædt i nogle flødefarvede kitler, der knappes på
ryggen. Det ser ærlig talt lidt underligt ud det hele, køkkenskabe og folk i
mystisk påklædning. Årsagen er jo ganske enkel. Jeg er jo i isolation og
ligger inde på en steril stue, derfor køkkenskabene til div. sterilt udstyr,
og påklædningen for at undgå smittefare.
Noget
kønt syn er man jo nok ikke, som man ligger der, for de ser begge temmelig
chokerede ud, min kone græder vist lidt. Jeg prøver på at sige, at jeg jo
har det meget godt - sådan da. Sygeplejersken forklarer, at jeg trak vejret så
fint, at de valgte at fjerne respiratoren, før de vækkede mig. Det er jeg et
eller andet sted meget taknemlig for. Jeg brugte meget tid før operationen på
at tænke over, hvordan det ville være at ligge der med sådan en slange ned i
halsen. Efter sådan en operation er man ikke rigtigt gearet til besøg. Så
den kære familie tager hjem igen, efter de har set med egne øjne, at
operationen er gået fint. Langsomt men sikkert begynder smerterne at komme,
efterhånden som det sidste ´krudt´ fra operationen begynder at ebbe ud.
Så
får man en ny ven i sygeplejersken, som hele tiden tager prøver et sted,
samtidig med at hun hælder smertestillende ind et andet sted. De fleste husker
ikke rigtig noget fra tiden på intensiv, jeg må nok sige, at det var lige
modsat med mig. Efter nogle timer var jeg temmelig rastløs, havde sikkert for
mange smerter til at sove, så jeg spurgte, om de ikke havde et fjernsyn. Lægen,
som var der, sagde, at det kunne hun nok godt klare, og i løbet af kort tid
stod der et fjernsyn ved siden af sengen. Så blev det først rigtigt underligt
det hele. For det første, der toner frem på skærmen, er ”Lægens Bord”.
Skift kanal tak, over på nyhederne på TV 2, ”Den tidligere fodboldstjerne
George Best ligger for døden på et hospital i London, Best gennemgik i øvrigt
en levertransplantation i 2002”. Måske ikke lige den start man kunne ønske
sig. Resten af aftenen og natten gik nok mest med at ligge og prøve at sove.
Det er svært skal jeg hilse og sige. Efter at have været bedøvet i næsten
12 timer, er man jo godt udhvilet.
Næste
morgen er der hektisk aktivitet på stuen, patienten har det åbenbart fint,
for planen er, at jeg allerede ved middagstid, skal op på afdelingen. Ved ni
tiden kommer der en læge ind, som jeg ikke kender. Det viser sig så at være
Andre Wettergren, kirurg, og manden der har opereret mig dagen før. Ja det gik
jo meget godt, kommenterede hr. Wettergren, vi tog lige din blindtarm, mens vi
var i gang, ja den så lidt mystisk ud. Ok manden snakker lidt ligesom en
mekaniker, lige efter at han har sat fire nye vinterdæk på bilen. Hvis han er
så rolig og rutinepræget, så er jeg det også. Lidt efter dukkede dr.
Flemming op nede fra ultralyden, jeg husker ikke hans efternavn - egentligt for
dårligt - for hver gang jeg har været nede ved dem, har han altid husket, at
jeg hedder Lundgren til mellemnavn. Ultralyden bliver i dette her tilfælde
brugt til at se, om der er ordentlig blodcirkulation i den nye lever, og det
hele så fint ud.
Jeg
husker ikke eksakt, hvor mange steder der var sat venflon i mig. En venflon
hedder vist også en infusions kanyle. Men de fleste var nu overflødige og var
bare en risiko for infektion. Tilbage var vist bare én i hver hånd og den
store CVK, som sidder nederst på halsen i højre side. Det er de store nåle,
der bliver brugt, og det giver lidt problemer, når de skal ud. Den stakkels
sygeplejerske måtte stå gud ved hvor lang tid og trykke, før det holdt op
med at bløde. Ja den ene af dem, der sad oppe i halsen, måtte lige have et
sting af lægen før det var rigtigt godt.
Så
sætter man åbenbart også en stor ære i, at patienten er ren og fin, inden
der bliver flyttet afdeling. For jeg fik den store tur - barbering, vask, selv
tænderne fik en tur, mens jeg bare lå der og lavede ingenting. Familien kom
kort på besøg igen, det gik jo fremad kunne de se. Over middag kom der så en
portør, og ledsaget af ”min” sygeplejerske gik det så tværs igennem
Riget op til afd. 2124, hvor man mærkeligt nok ventede mig.
Enestue
er en selvfølge, lige når man lige er transplanteret, jeg blev budt velkommen
og blev faktisk straks introduceret for diverse tortur metoder, som er et led i
behandlingen. Efter lang tids narkose er der risiko for, at lungerne ikke
fungerer så godt, derfor skal man forebygge med noget der hedder CPAP. Det er
kort fortalt en iltmaske, der blæser en kraftig vind i mod næse og mund,
samtidig med at man skal prøve at trække vejret normalt. Grunden til denne
manøvre er at presse luften helt ned i lungespidserne, vistnok for at undgå væskeansamlinger.
Det kom jeg aldrig til at elske, nej jeg nærmest hadede det. Næste led i den
daglige behandling (4 gange dagligt) var desinficering af kroppen på udsatte
steder, som jeg ikke skal gå videre i detaljer med.
En
”dejlig” mikstur som efter sigende tager sig kærligt af alle bakterier i
mave tarm regionen var også med på dagsordnen. Ud over det var der jo også
medicinen, de første dage er det meste flydende og kommer ind gennem et
venflon eller sonden, som man har i næsen. Behandling med afstødnings medicin
starter også med det samme. For mit vedkommende drejer det sig om noget, der
hedder Prograf, en anden én der hedder Cell Cept, og som det sidste får jeg så
Prednisolon, som jeg jo fik i forvejen. Maden, som de serverer, er også lidt
speciel, når man er i isolation. Alt skal være varmebehandlet, og det er en
meget kedelig affære. De første døgn oppe på afdelingen var ikke specielt
sjove. Smertestillende medicin hjalp selvfølgelig med at tage toppen af
smerterne. Sjovt nok var mit største problem kraftige smerter i ryggen. Men
det var der råd for: varmepuder fyldt med gel tror jeg det hedder, som så
bare blev varmet op i vand.
Allerede
første aften var jeg kort ude af sengen, jeg skulle på toilettet mente jeg.
Det mente sygeplejersken så ikke, jeg kunne bare få et bækken, som jeg så
kunne bruge i sengen. Det har jeg det ikke ret godt med, fik jeg mumlet noget
om. Ok, øjeblik og vupti ind kommer en kørestol med et hul i sædet, hvor
”mit” bækken så var monteret. Med lidt (meget) hjælp, kom jeg så ud af
køjen og blev placeret på det mobile toilet midt på gulvet inde på stuen. Så
er det jo i sådan en situation, man
er rimelig lykkelig for, at man har enestue.
Min
kone og jeg havde allerede, længe inden jeg blev transplanteret, aftalt, at
vores yngste søn Kevin ikke kunne få noget godt ud af at se sin far på den
her måde. Først
når diverse slanger var rykket ud, måtte han komme på besøg. Gudskelov er
der ingen mobil politik på afd. 2124 - nok i øvrigt som det eneste sted på
Riget. Så hver eneste dag, den første uges tid, måtte jeg nøjes
med at høre hans stemme i telefonen.
Min
kone har ikke kørekort endnu (hun er ved at tage det), så derfor var hun
meget afhængig af familie og venner, når jeg skulle besøges. Lørdag efter
operationen havde jeg det ikke rigtigt godt. Min ældste søn John og én af
mine gode venner havde anmeldt deres ankomst. Det kunne jeg bare ikke se mig ud
af, så ved hjælp af et par sms beskeder fik jeg meldt afbud. Dagen efter var
det ikke meget bedre, men John insisterede på at komme sammen med min fætter.
Det blev vist en underlig fornøjelse, jeg var så dopet, at jeg svarede i øst,
når de spurgte i vest. Søndag og mandag anede jeg en bedring, humøret steg
sammen med appetitten. Jeg kom op og gå med en såkaldt prædikestol, der er sådan
en forvokset rollator med stativer indbygget til dræn, poser osv.
Jeg
havde flere gange under ventetiden fået af vide, at det var meget vigtigt at være
i så god form som muligt. Jeg prøvede også at cykle, gå ture, og ellers røre
mig så godt jeg nu magtede. Men alligevel kom det som et kæmpe chok for mig
at opdage, hvor afkræftet man bliver af sådan en operation. I løbet af få
dage var vægten nede på 77 kilo, hvilket vel nok er 20 kilo mindre, end jeg
burde veje. Bare sådan et par ture ud på gangen og tilbage igen udmattede mig
fuldstændigt. Hver morgen startede med samme ritual, ved sekstiden kom
laboranten for at tage blodprøve, derefter sygeplejerskens tur til at tage
blodtryk, temperatur, og blodsukker. Det sidste lyder nok lidt mærkeligt, men
fordi man får meget høje doser af Prednisolon, kan der komme knas i
blodsukkeret, og der var faktisk et par gange, hvor det var nødvendigt at give
insulin for at stabilisere det. Alle prøver er hasteprøver, når man er ny
transplanteret. Tirsdag morgen. tror jeg det var, kom sygeplejersken farende
ind, du må ikke spise eller noget, dine tal er steget, og du skal straks ned
og have foretaget en leverbiopsi. Så er det, at tankerne begynder at fare
afsted inde i hovedet på én. Duer den ikke alligevel den lever, de har fundet
til mig. Eller hvad sker der.
Det
er nok bare en afstødning, siger sygeplejersken, det er meget normalt. Det kan
vi klare medicinsk. Jeg blev udstyret med en maske, for jeg er jo stadig i
isolation, og så går det ned til ultralyd for at få taget biopsien. Nu har
jeg prøvet at få taget sådan en biopsi et par gange, og jeg må nok indrømme,
at det ikke er noget, jeg bryder
mig ret meget om. Uden at gå for meget i detaljer ligger man på venstre side,
lægen bedøver i højre side, laver et lille snit, hvorefter man ved hjælp af
ultralydscanneren, finder det rette sted til at udtage prøverne, ja de tager
to. Så bliver aggregatet stukket ind, hvorefter der lyder et smæld, idet den
nærmest skyder ind og ud af leveren og opsamler en prøve, og så lige en gang
mere. Så kommer det værste - 4
timer hvor man skal ligge absolut stille for at undgå blødninger i leveren.
Der bliver holdt ekstra godt øje med én under dette forløb. Blodtrykket og
temperatur checkes hele tiden, så man er som sædvanlig i sikre hænder.
Nu
gik jeg glip af stuegangen den dag, så jeg måtte pænt ligge der og spekulere
som en sindssyg, hvad der mon var galt.
Næste
morgen var der ikke noget ekstraordinært at høre eller se nogen steder, bare
fordi mine tal var røget til vejrs som en raket. Da lægen endelig kom, var
han lige så rolig og fattet som normalt. Du får lige en femdages kur med højdosis
Prednisolon - meget høj - 1000 mg ad gangen, det plejer at hjælpe. Men bare
rolig, ud af de der små 500 vi har transplanteret indtil nu, har vi ikke
mistet en eneste endnu på grund af afstødning. Behandlingen startede med det
samme, ikke nogen tøven der. Jeg blev også med det samme informeret om de
kraftige bivirkninger, der er med Prednisolon i så høje doser. Det er svært
at forklare, hvordan man har det under kuren. En mærkelig fornemmelse i hele
kroppen, og det føles ligesom om at ens hud er pillet af og så sat på med
vrangen ud af. Og så er der det der med søvnen, selv med sovemedicin er det næsten
umuligt at falde i søvn. De første dage blev tallene bare ved med at stige.
Det gjorde så også, at jeg blev meget pirrelig og nærmest umulig at være i
nærheden af. På tredje dagen af kuren var det også tid til at komme ud af
isolation. Det hjalp lidt på humøret, at jeg nu måtte spise almindelig mad
og komme ud fra afdelingen. Til sidst stagnerede tallene og begyndte at falde
meget langsomt.
Lægerne
var ikke helt enige om, hvad der var galt, én af teorierne var, at der var en
forsnævring af galdegangen, der går fra leveren og ud i tarmen. En rask lille
operation sagde dr. Wettergren. Den næste læge mente så, at vi burde vente
og se tiden an, og sådan blev det.
Der
gik ikke længe efter, at jeg var kommet ud af isolation, før det var slut med
enestuen. Og så flyttede jeg ind til naboen, som hed Stig og var
transplanteret en uge før mig.
Fortsættes
i næste nummer af ”Levernyt”, hvor jeg så fortæller lidt om, hvordan
resten af tiden på Riget gik, og så selvfølgelig hvordan det er gået frem
til i dag.
Morten
Frederiksen,
Hundested
Mange tak til
Morten for det lange indlæg i bladet – andre er også meget velkomne til at
sende mig et indlæg, som der af og til er mangel på.
– Redaktøren
------------------
o o o --------------------------
Leverforeningen
var indstillet til Odense Kommunes frivillighedspris.
Den
24. oktober deltog formand, næstformand og sekretær i et gratis møde
arrangeret af Odense Kommune: ”Frivillighedens dag 2007”. Her blev det
bekendtgjort, hvem der fik ”Ildsjæleprisen 2007” , der blev uddelt for første
gang i Odense Kommune. Vi ved, at et par af vore medlemmer havde indstillet
Leverforeningen til prisen, og det siger vi hermed rigtig mange tak for.
Desværre
kom vor forening ikke på tale denne gang.
Der var indstillet 18 frivillige foreninger, og den heldige blev Havebæk
Plejecenters Venner fra Odense. Vi har på fornemmelsen, at prisen helst skal
tildeles en lokal forening.
På
mødet blev det oplyst, at der er en stigende forståelse for det frivillige
sociale arbejde i kommunerne, så vi kan håbe på lidt flere tilskud fra §
18-midlerne i Serviceloven. Ved sidste uddeling modtog vi 2.000 kr. fra disse
midler.
O
B S !
Husk
at meddele adresseændring til Foreningen.
|